Tredje år af Åben ÅRGANG er nu åben for nye ansøgere

Hvis du bærer på en betydningsfuld historie og ønsker hjælp til at fortælle den, så bør du søge Åben ÅRGANG! Det er et kreativt, lærerigt og utroligt givende sted, hvor man ikke kun udvikler sine fortælleevner, men også sig selv.” Ella Westh Lauritsen (Åben ÅRGANG 2024)

Med tredje år af Åben ÅRGANG fortsætter ambitionen om at styrke mangfoldigheden i dansk film og tv og fremme udviklingen af flere filmskabere med forskellige stemmer, baggrunde og erfaringer.

Åben ÅRGANG er et treårigt partnerskab mellem Filmtalent, herunder filmværkstederne i Aarhus, Odense, København og Viborg, og TV 2. Projektet er desuden støttet af Det Danske Filminstitut. Sammen arbejder parterne for at åbne adgangen til branchen og give nye fortællere mulighed for at udvikle og realisere deres historier.

Hvert år optages 10 deltagere, det vil sige i alt 30 over hele projektperioden. Programmet er åben for alle, som har en konkret idé til en kortfilm og ønsker støtte sparring til at udvikle og producere den. Målet er at skabe et trygt og ambitiøst undervisningsrum, hvor deltagerne kan udforske deres fortælleevner, styrke deres kunstneriske stemme og indgå i et fagligt fællesskab med andre filminteresserede.

Forløbet består blandt andet af undervisning og workshops, individuel manuskript- og mentorstøtte samt mulighed for en producer-buddy, der kan hjælpe med at realisere kortfilmen. Deltagerne modtager 25.000 kr. til produktionen af deres film og får desuden adgang til produktionsudstyr på et af landets filmværksteder.

Ansøgningsfristen til Åben ÅRGANG 2026 er d. 5. maj.

Læs mere om Åben ÅRGANG her