Serieskolen med DR Ultra er et landsdækkende talentudviklingsprogram for unge der gerne vil arbejde med animations- eller live-action serier til børn og unge.

Serieskolen med DR Ultra er et 3-årigt partnerskab mellem Filmtalent, herunder filmværkstederne i Aarhus, Odense, København og Viborg, DR Ultra og Manuskriptskolen for Børnefiktion.

Det er et nationalt talentudviklingsprogram for 18-30-årige, som har en fortæller i maven og gerne vil arbejde med animations- eller live-action serier til børn og unge. Igennem forløbet skal talenterne udvikle de særlige kompetencer, det kræver at engagere og fortælle serielt til børn og unge samt udvikle deres egen serieidé. Derudover får talenterne en helt unik mulighed, for at komme helt tæt på branchen når de ved det afsluttende branchepitch skal pitche deres serieideer for den danske seriebranche.

Formålet med Serieskolen med DR Ultra er at rekruttere og kompetenceudvikle den næste generation af stærke danske fortællere af serielt børne- og ungefiktion og dermed sikre en fødekæde af talenter med faglighed og interesse for at skabe indhold til børne/ungemålgruppen.

Derudover styrkes rekrutteringsindsatsen overfor de yngre og unge med visuelle kreative kompetencer, som ikke nødvendigvis selv finder vej til filmværkstederne eller branchen. Hvilket på den lange bane vil skabe mere mangfoldighed og diversitet i den danske film- og tv-branche. Projektet har også til formål at styre de unges aftager perspektiv ift. målgruppe, platform, format, aftager og kontekst.