Nye filmteknologier
Dansk film er afhængig af talent-og kompetenceudvikling indenfor nye teknologier. Derfor har Filmtalent og filmværkstederne et løbende fokus på at introducere nye digitale udviklings- og produktionsmetoder til talentlaget – både i nationale og regionale projekter.
VP-skolen – Filmværkstedet i København 2023-2024
VP-skolen er et samarbejde mellem AAU – Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi og Amunet Studio. Projektet har fokus på at introducere produktionsformen Virtual Production for talentlaget i dansk film og serie-produktion. Med udgangspunkt i det nyetablerede bagprojektionsstudie på AAU introduceres og trænes talenter i de mange aspekter af den nye produktionsform: budget, planlægning, produktion af baggrunde og effekter, skuespil, foto og mastering. Projektet er støttet af Nordisk Film Fonden. Læs mere om VP-skolen her:
Ny filmteknik i talentfilm 2020-2021
I det nationale projekt, Ny teknik i talentfilm, blev websitet NYFILMTEKNIK.DK lanceret. Her kan talenter få indblik i de nyeste filmteknologier samt finde inspiration og blive klogere på, hvordan man producerer fremtidens fortællinger. Indsatsen indeholdt desuden et omfattende workshopprogram, et mentorsamarbejde med branchen samt en kontant støtteordning til talentproduktioner. Projektet var støttet af Nordisk Film Fonden.
VFX til fremtidens fortællinger 2018-2020
Nordisk Film Fonden støttede i 2018 Filmtalent med 1 mio. kr. til projektet VFX til fremtidens fortællinger. Formålet med projektet var at gøre det muligt for morgendagens filmskabere at realisere mere ambitiøse og fantasifulde filmfortællinger. Midlerne blev bl.a. anvendt til at oprette en pulje, hvor filmskaberne kunne ansøge om tilskud til at inddrage nye avancerede teknologier i deres talentfilm.